Jeg kender det fra mine mange game drives på savannen. Det er et lotteri spil. Jeg har i perioder kørt den samme rute på det samme safari program i månedsvis, uden at se en eneste leopard. Og pludselig, så ser man hele 5 leoparder på en uge på en enkelt safari.
Naturen er uforudsigelig, og chancen for at spotte de store kæmper i oceanet, er endnu mindre end chancen for at se en leopard i vild natur. Og det er ikke blevet bedre af de mange skurke med deres turistfælder, som her og der og alle vegne lokker med: ”hvalsafari!”
Så det var med stor spænding, at jeg i morges i havnen i Porta Delgada på øen Sao Miguel steg ombord i en Zodiac med 250 HK og med en topfart på hele 70 km i timen. Det lovede godt.
En forrygende morgen med høj sol og et forholdsvis roligt Atlanterhav. Perfekt da formålet med mit eventyr var at skyde et par scener med min nye drone til en video om Azorerne. Det blev en helt forrygende dag, men ikke uden masser af benspænd!
Første benspænd
Det er svært at sætte en drone i vejret fra en Zodiac speedbåd i fart på et rullende hav med store dønninger. Jeg fik placeret dronen på min drone kuffert og bad en kollega holde på kassen medens jeg sendte dronen til vejrs, og i samme sekund propellerne tog fart, ramte vi en kæmpe dønning og boxen væltede og drone propellerne forsynede min kollega med tre skarpe snitsår i håndleddet.
Hun skulle naturligvis behandles medens de tre finhvaler vi havde spottet, langsomt sejlede væk
Andet benspænd
Hval bådene kommunikerer med udkigsposter strategisk placeret på land, udstyrede med rutinerede øjne og kraftige kikkerter. Og snart lød meldingen at der var spottet hvaler 10 sømil retning stik syd. Fuld power på maskinen, indtil vi fem minutter efter fik den nedslående melding, at en af kaptajnens kolleger havde maskinstop på en båd en halv time fra os, og med 14 gæster ombord, og vi var nærmeste båd i området.
Vi måtte race til undsætning, og bringe gæsterne ombord hos os, og speede dem sikkert i land, så de kunne komme ud med en ny båd. Vi spottede dog smukke sejhvaler undervejs, men trængslen ombord gjorde det umuligt at sætte drone op og filme.
Tredje benspænd
Skyerne begyndte at trække sammen og det var blæst lidt op, men vi besluttede os for et sidste forsøg, og fangede to flotte sejhvaler en halvtime ude som cruisede med god fart med kursen stik vest. De holdt en stabil kurs og en jævn fart, så de var relativt lette at følge med båden og med dronen flyvende lige i halen på hvalerne i blot 3 meters høje. Men de holdt sig konstant lige den halve meter nede under overfladen, så jeg kun fik filmet skyggen af dem og et sporadisk pust. Jagten trak ud, og jeg holdt konstant øje med batteriet af frygt for at løbe tør og plumpe i havet.
Da pludselig fanden tog ved min drone som egenhændigt snurrede rundt i luften, for at flyve i stik modsat retning af hvalerne?
Forklaring
Hvis droner mister kontakt til kontrollen, så vender de automatisk retur til deres såkaldte home point, dvs. til stedet hvor dronen er starter fra. Og lander automatisk.
Og det samme sker når dronen beregner, at nu han den knap nok power nok tilbage, til at komme retur til sit home point. Så overtager den selv styring og kontrol og vender hjem. Problemet var bare her, at HJEM var midt ude på Atlanterhavet.
Det lignede en parodi på filmen Jagten på Røde Oktober, men vi fik indhentet dronen og manøvreret vores Zodiac ind under til en usikker landing. Og nå står den til opladning til endnu en dag på havet omkring Azorene. Hvalerne skal i kassen!
Bjarne Jensen
