Morale med min beretning er: ”Det er muligt for de fleste!”. Men det kommer jeg tilbage til.
I januar 2015 arrangerede jeg en Teambuilding til toppen af Kilimanjaro for Team Tinkoff Saxo. Ikke kun for rytterne, men for alle inklusive administrations personalet med flere. I alt drog vi ca. 75 personer afsted. Og hele projektet var blevet til ved en tilfældighed, blot to måneder tidligere.
I september året før gæstede jeg Bjarne Riis og holdet midt under Spanien Rundt, og idet jeg træder ind på hotellet sidder Riis ved et bord i baren og snakker i telefon. Og han snakker og snakker, så jeg bladrer lidt i de brochurer han har liggende på bordet. Informationer fra et par kedelige steder i Skotland og Italien, og da jeg lytter lidt til samtalen går det pludselig op for mig, at det hele handler om årets teambuilding. Og da det allerede er til november, er der er panik på. Intet var endnu besluttet endsige arrangeret? Og deltagerne skulle flyves ind fra 20 forskellige lande.
Jeg har ofte været arrangør og deltaget på disse årlige camps, og ingen af de steder han overvejede appellerede til mig, så da samtalen endelig sluttede, spørger jeg ham før jeg hilser: ”Hva’ fanden har du gang i? Det ser da røv sygt ud!” Fair nok spurgte han tilbage, hvad jeg ville finde på, med det reducerede budget han havde fået stillet til rådighed af Oleg Tinkov.
I kådhed slyngede jeg Kilimanjaro ud, uden overhovedet at have styr på priser og logistik for så stor en gruppe, og så med så kort varsel. Men det var ved, at være længe siden jeg havde været i Afrika, og jeg savnede det gode safariliv, og så syntes jeg, at det var passende med en provokation. Bjarne Riis var jo gået i gang med at arrangere årets teambuilding uden at have konsulteret mig? Og desuden var jeg 100 % sikker på, at de var på vej til Italien, da Oleg har en stor forkærlighed for Italien og hans nye CEO for Team Tinkoff Saxo, Stefano Feltrin, var Italiener. Så jeg anså det for en gratis omgang dril. (så kunne han lære, at spørge mig en anden gang)
Jeg skulle blive klogere. Det viste sig at Stefano var på hotellet, så uden yderligere dialog, ringede Riis op til Stefano på hans værelse, og spurgte ham, om han ikke lige kunne komme ned et øjeblik. Bjarne Jensen kunne arrangere årets teambuild på Kilimanjaro, og indenfor budgettet. Kom lige ned, så fortæller han om det hele. Hvorfor fanden kunne jeg ikke bare have holdt min kæft!
En lang historie kort.
Fire måneder senere besteg vi Kilimanjaro med hele holdet. 30 ryttere, 30 sportsdirektører, læger, mekanikere og massører samt det administrative kontorpersonale. Kun fire damer, resten mænd inklusive de ca. 150 lokale hjælpere som jeg havde hyret til opgaven. I alt næsten 225 personer.
Du kan se filmen fra Kilimanjaro her!
Men der dukkede uventet en dame mere op i sidste øjeblik, og det er egentlig hende min historie handler om. Vi havde hyret to private adventure fotografer, samt indgået en aftale med Eurosport, om at de kunne deltage og dokumentere rejsen. De skulle så stille med endnu to fotografer.
Stor var derfor min overraskelse i lufthavnen, da Eurosport stillede med kun én fotograf plus en produktion chef, der tillige viste sig at være en dame af meget lav og meget meget omfangsrig statur. For nu at udtrykke det så pænt som man kan. Ikke den optimale konstitution til fysiske strabadser. (vi skulle senere gå hen og blive meget gode venner, at jeg har lovet hende at fortælle, at hun siden har tabt sig mere end 35 kg)
Med alle de fordomme jeg overhovedet kunne mobilisere, overbeviste jeg mig straks om, at hun ikke skulle med på bjerget, men blot skulle sidde og redigere nede i basis lejren. Så stor var min panik, du hun frejdigt meddelte, at hun desværre overhovedet ikke havde haft tid til at træne, men at hun forventede, at ”gå sig i form” på vej til toppen?
Vi havde en forrygende og fantastisk rejse til toppen af Kilimanjaro. Af alle de mange fantastiske teambuild rejser jeg har været med til at arrangere, så er det lige præcis dette eventyr rytterne altid snakker om hver gang vi mødes.
Alberto Contador nåede selvfølgelig toppen som den første, Peter Sagan bar al sin bagage selv som den eneste, og ud af de 75 deltagere var der kun 10 der ikke nåede toppen. Enkelte måtte opgive på grund af skader og nogle få blev ramt af højdesyge undervejs. Men alle vores ”utrænede damer” nåede toppen i flot og elegant stil.
Min pointe er. Det at bestige Kilimanjaro er en oplevelse for livet som ikke er forbeholdt super veltrænede unge mennesker. Det er for alle som har viljen.
Bjarne Jensen
PS! Aldersrekorden i skrivende stund er 88 år! Så find støvlerne frem og ring til mig!
